Taknemmelighed midt i en svær livssituation
Livet går ikke altid, som man planlægger – måske snarere tværtimod. Denne blogpost er skrevet for at inspirere dig, som står midt i en svær livssituation, til at tænke i taknemmelighed.
Jeg tror nemlig på, at lykkefølelse og taknemmelighed hænger uløseligt sammen.
I august 2025 traf jeg et stort livsvalg. Jeg besluttede, at jeg ville skilles efter 35 års ægteskab. Jeg var ikke alene om beslutningen, for vi havde taget tilløb til den gennem en årrække. Vi havde faktisk indsendt begæring om skilsmisse to gange tidligere, men begge gange valgt at give forholdet endnu en chance.
Jeg kunne dog ikke se, at de ændringer, vi havde lovet hinanden at gennemføre, blev til virkelighed. Derfor besluttede jeg i august 2025, at nu var tiden kommet.
I sådan en situation kan man vælge at fokusere på de seneste fem år af ægteskabet og på selve skilsmisseprocessen. Det kunne jeg godt have været foruden, men hvis man lader den periode fylde det hele, kan den komme til at definere de minder, man bærer med sig.
Jeg traf et andet valg.
Hovedparten af vores ægteskab – de første 25-30 år – var præget af en kernefamilie med kærlighed og rigtig mange gode stunder. Selvfølgelig havde vi også op- og nedture, sådan som der er og skal være i et ægteskab. Men det er disse gode minder, jeg vil lade være de mest betydningsfulde for det, jeg fremover bærer med mig.
Det er altså et bevidst valg at give mindre plads til det svære og i stedet lade de gode stunder fylde i mine tanker.
Derfor er jeg også dybt taknemmelig over for min ekskone. Hun lærte mig, hvad kærlighed kan være, og hun lærte mig også, hvad kærlighed absolut ikke er. Den viden kan jeg bruge resten af mit liv, når jeg skal træffe valg og opbygge det, man kan kalde livsvisdom.
Når man bliver skilt, er det ikke kun ens ægtefælle, der forsvinder ud af ens liv. Det kan også føles, som om en del af familien forsvinder, ligesom nogle af de venner, der oprindeligt var ens ægtefælles venner.
Nogle vender en ryggen, mens andre vender ansigtet mod en. Man kan faktisk lære meget om mennesker ved at iagttage dette mønster.
Citatet: »I krig er sandheden det første offer« kan måske også bruges om nogle skilsmisser. Det sker nok, når dårlig kommunikation, stærke følelser og måske også en vis offermentalitet kommer i spil.
Når man ser på, hvem der rent faktisk gerne vil høre begge versioner for at kunne danne sig et oplyst billede, kan man virkelig lære noget om de mennesker, man engang var tæt forbundet med.
Igen kan man vælge at fastholde minderne om deres manglende interesse for skilsmisseprocessen og for ens velbefindende. Men man kan også vende det hele på hovedet og være taknemmelig for den læring, man fik – både fra dem, der viste interesse, og fra dem, der ikke gjorde.
Igen er det livsvisdom, man kan bruge resten af sit liv. Og hvem vil ikke være taknemmelig for at være blevet klogere på mennesker?
Jeg har stor respekt for mennesker, som ikke tager parti eller blander sig i en sådan konflikt, men som objektivt gerne vil forstå de uklarheder, de går rundt med.
Min eks-svoger er et fremragende eksempel på sådan et stort menneske. Han kontaktede mig, fordi han gerne ville høre min version. Han kunne simpelthen ikke forlige sig med den version, han havde fået fortalt.
Han fik min version og sagde derefter:
»Nu er jeg faktisk fuldstændig ligeglad med jeres skilsmisse – men jeg vil rigtig gerne fortsat være sammen med dig, for vi har altid haft det sjovt sammen.«
Det betød, at han senere var på ferie hos mig, og at vi også tog på ferie til Frankrig sammen. Det blev nogle virkelig dejlige dage – ligesom det altid havde været.
Jeg synes, der er meget læring i hans måde at håndtere situationen på. Han byggede ikke fremtiden på misinformation eller misforståelser, men på to forskellige meninger og oplevelser, som han accepterede. Efterfølgende valgte han at lægge skilsmissen på hylden og fokusere på vores relation.
Jeg er ham evigt taknemmelig, og jeg lærte meget af hans fremgangsmåde.
Min egen søster inviterede mig en dag ind i sit drivhus, hvor jeg var rigtig langt nede. Jeg følte ikke rigtigt, at jeg havde nogen, jeg kunne betro mit inderste til. Som mand er man måske heller ikke altid lige god til at få foldet sine inderste tanker ud.
Efter at vi havde siddet lidt i drivhuset, og min søster havde lyttet, gik hun direkte til sagen. Hun spurgte mig, om det var det og det, jeg oplevede. Jeg brød fuldstændig sammen, for endelig kunne luften komme ud af ballonen.
Jeg er hende evigt taknemmelig for hendes måde at få mig til at åbne mig på. Jeg håber, at dette kan inspirere dig som læser til indimellem at turde åbne en samtale om det svære, når du sidder over for en person, der ikke selv har modet til at tale om det, som det egentlig handler om.
Jeg havde en følelse af magtesløshed, fordi der opstod så mange ting, som jeg ikke var imponeret af, men som jeg ikke kunne gøre noget ved. I den proces stødte jeg på sognepræst Lotte Mørk fra Rigshospitalet, som var utroligt inspirerende i forhold til, hvordan man kan håndtere følelsen af magtesløshed.
Vi moderne mennesker vil gerne kunne fikse alting og have styr på det hele. Men der er bare noget, der ikke kan fikses, og noget, der måske heller ikke har nogen åbenlys mening.
Hele øvelsen består i at lære at acceptere det og tro på, at der findes nogle højere kræfter, som vil føre tingene i den bedst mulige retning. Det er en rigtig svær øvelse, men jeg vil opfordre dig til at kigge den vej, hvis du oplever magtesløshed.
Jeg er meget taknemmelig for, at Lotte Mørk inspirerede mig til at kunne være i det, jeg ikke selv kunne ændre.
På dette tidspunkt lyttede jeg meget til "Let it be" som mindede mig om at noget skal man bare lade ligge, og håbe at noget større end en selv får det til at falde på plads.
Efter skilsmissen i august 2025 købte jeg et hus i Næstved i et gammelt parcelhuskvarter. Jeg ville gerne skabe en god base for mit pensionistliv.
Dagen efter at jeg havde sat de første tasker inden for døren, bankede det på. Udenfor stod et helt fremmed menneske.
»Dav, jeg hedder xxxx, og jeg ville bare spørge, om du ville være med i vores øllav.«
Nu er jeg jo glad for en øl en gang imellem, så sådan et tilbud siger man ikke nej til. Det blev mit store held.
Det viste sig nemlig, at dette helt fantastiske menneske var min genbo. Han havde tænkt, at ham, der lige var flyttet ind, skulle vi da have med ind i fællesskabet.
Jeg blev introduceret til endnu en nabo og en genbo, og vi fik nogle gode og hyggelige timer i værkstedet. Pludselig kom deres koner også med i fællesskabet, og de er simpelthen nogle af de varmeste og mest kærlige mennesker, jeg længe har mødt.
De opdagede hurtigt, at der sad en mand, som befandt sig et sted i livet, hvor han havde brug for en skulder, et kram og en god snak. Det har jeg fået rigtig meget af, og jeg vil for altid være dem alle evigt taknemmelig.
De fik smilet tilbage på mine læber og gav mig troen på, at fremtiden kunne blive lys og god.
Min gode genbo inspirerede mig faktisk til, at vi holdt en vejfest på min terrasse. Næsten samtlige beboere på vejen deltog – både voksne og børn. Det blev en helt fantastisk aften, som jeg er meget taknemmelig for.
Min gode genbo og hans kone har faktisk også været årsagen til, at jeg har mødt et helt fantastisk menneske, som i den grad har fået betydning for mit liv. Mere om det i en anden blogpost.
Jeg håber, at du vil gå hen til en nytilflyttet nabo og give ham eller hende den samme varme oplevelse, som jeg selv har fået. Du kan faktisk være med til at skabe en bedre fremtid for et andet menneske.
Jul, fællesskab og nye oplevelser
Julen i en skilsmissefamilie kan være noget af et rod og et puslespil, der næsten ikke kan lægges. Jeg fik tilbuddet om at være flere forskellige steder i familien, men havde faktisk ikke rigtigt lyst til at føle mig som et tredje hjul.
Derfor udfordrede jeg mig selv og tog på et julehøjskoleophold.
Det var simpelthen fantastisk. Vi var 30 singler, som hver især havde forskellige livserfaringer med os. Netop et højskoleophold giver rum og tid til de gode samtaler.
Jeg kom ind ad døren med en del selvmedlidenhed. Jeg syntes faktisk lidt, at det var synd for mig. Men efterhånden som jeg gennem ugen lærte de andres historier at kende, kunne jeg godt se, at jeg faktisk var meget heldig – både med de løsninger, jeg havde valgt, og med den situation, mit liv stod i.
Det handler ikke om, at man skal sammenligne sig med nogen, der har det »mere ulykkeligt«. Men det kan give mulighed for at give sig selv et kærligt skub og få humøret op, når man opdager, at de problemer, man selv opfatter som store, måske er små i forhold til det, andre tumler med.
Man glemmer faktisk lidt sine egne problemer, når man er optaget af at hjælpe andre med en skulder, et kram eller en god samtale.
Det ophold er noget af det bedste, jeg nogensinde har givet mig selv. Jeg er dybt taknemmelig for at have mødt så varme, kærlige og åbne mennesker.
Jeg blev faktisk så inspireret af opholdet, at jeg gik hjem og meldte mig ind i den lokale fitnessklub. Her valgte jeg bevidst at begynde på hold, så jeg var sikker på at komme til at være sammen med dejlige mennesker, der grinede og havde det sjovt.
Det viste sig, at den lokale klub var et meget socialt sted, hvor der altid var tid til en god kop kaffe og en god snak efter træningen.
Gennem disse samtaler mødte jeg flere, som inviterede mig med i byen, når der var levende musik. Vi har haft – og har stadig – nogle dejlige oplevelser sammen.
Jeg mødte også en gammel forretningspartner, som jeg tidligere havde drevet forretning med. Han var også single og vidste alt om de udfordringer og fordele, der følger med det liv.
Vi har haft mange gode samtaler, og jeg har lært meget af ham. Det er jeg dybt taknemmelig for, fordi det har hjulpet mig til at se anderledes på min livssituation.
Cykelture og livsvisdom
Jeg vil også nævne mit nye frivillige arbejde som cykelven på et plejehjem. Jeg blev inspireret til dette gennem mit møde med en helt fantastisk kvinde, som syntes, at netop dette ville være godt for mig.
De ældre medborgere sidder foran på et sofasæde, mens jeg træder i pedalerne. Vi kører en tur på 45 minutter, og jeg indleder alle ture med spørgsmålet:
»Har du haft et godt liv?«
Svaret er næsten altid det samme:
»Både og.«
Så plejer vi at tage alt det gode først og derefter det mindre gode.
Det er helt utroligt, hvor mange livshistorier jeg har fået lov til at høre. Fælles for dem alle er, at de har overvundet voldsom modgang i livet ved at finde de få, små lyspunkter, der findes i alting.
For der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Jeg er dybt, dybt taknemmelig for disse cykelture. Det er faktisk noget, alle burde opleve, for der er så meget læring i at høre, hvordan mennesker kan overkomme livskriser på en god og konstruktiv måde.
Alle dem, jeg har kørt med, er mellem 88 og 98 år gamle. Så måske lever man også længere, hvis man evner at finde lyspunkterne og holde fast i dem.
Jeg håber, at de tre eksempler ovenfor inspirerer dig til at springe ud i fællesskabet. Det er ofte i mødet med andre mennesker, at magien og det gode liv opstår.
Mine børn
Sidst, men ikke mindst, vil jeg nævne mine tre dejlige voksne børn.
Jeg har en meget dårlig samvittighed over for dem.
Mine tre børn har oplevet, hvad kærlighed kan være, men de har også oplevet, hvad kærlighed absolut ikke skal være. Det kan jeg ikke ændre på, men jeg håber, at det bliver en læring, de kan tage med sig videre i livet, så de undgår at begå nogle af de fejl, deres mor og far begik.
Alle børn – både unge og voksne »børn« – drømmer om familieidyl. Når den drøm brister eller bliver vanskeliggjort, kommer der naturligvis reaktioner. Det tror jeg, vi alle kan forstå.
Reaktionerne kan komme til udtryk på mange forskellige måder, nogle mere hensigtsmæssige end andre. Men netop fordi vi alle kan være i vores følelsers vold i sådan en livssituation, er det vigtigt at forsøge ikke at tage reaktionerne alt for personligt.
Jeg har tilgivet alle de reaktioner, der har været, for jeg har jo selv været med til at forårsage dem gennem det valg, jeg traf i august 2025.
Faktisk er jeg dybt taknemmelig for at have oplevet disse reaktioner, for de viser noget om de mennesker, som kærligheden mellem to mennesker skabte for mere end 30 år siden.
Mine børn har arvet gener fra både os og vores forfædre, og jeg har lært umådeligt meget ved at forsøge at forstå deres reaktioner.
Jeg er helt sikker på, at tiden læger alle sår, og at vi nok skal få et godt familieliv igen – blot i en ny livssituation, som vi alle skal finde vores plads i.
Jeg er så dybt taknemmelig, stolt og glad for mine tre børn og deres familier. Jeg håber, tror og tror på, at de en dag kan tilgive den smerte, jeg har forvoldt dem gennem min beslutning om skilsmisse.
Jeg håber, at du kan finde en form for inspiration i min blogpost. Hvis du har brug for yderligere inspiration eller nogen at tale med, er du meget velkommen til at række ud.
Jeg vil gerne hjælpe dig, fordi jeg selv er så dybt taknemmelig for al den hjælp, jeg har fået i min egen helingsproces.
Som afslutning ville jeg gerne havet spillet "Love Without End, Amen af George Strait" for dig. Jeg har øvet den rigtigt meget fordi den bare er så god. Men må indrømme at følelserne løber af med mig, når kameraet står foran, så du må "nøjes" med den originale og så skal jeg nok få lavet en youtube på et tidspunkt,, men jeg håber, at du kan mærke kærligheden, tilgivelsen og taknemmeligheden alligevel.